Skal du fortælle kollegerne om noget på et møde, er det fristende at samle alt, du ved, og hælde det ud på én gang. Det bliver sjældent godt. Et kort oplæg virker bedst, når det handler om lidt og gør det klart. Begynd derfor ikke med at lave overskrifter, men med at spørge dig selv, hvad tilhørerne skal huske, når de går fra rummet. Skriv det som én enkelt sætning.
Byg oplægget op omkring den ene sætning
Når du har den sætning, kan du vælge, hvad der skal med, og hvad der skal væk. Tænk på tre ting, der understøtter budskabet: et eksempel, en forklaring og et forslag til, hvad kollegerne kan gøre bagefter. Alt, der ikke hjælper budskabet på vej, kan du roligt lade ligge. Det føles måske som at kassere noget godt, men tilhørerne vil takke dig for, at du holdt dig til sagen.
Skriv derefter oplægget ud med dine egne ord, som du ville sige det til en kollega ved kaffemaskinen. Undgå lange, indviklede sætninger, for dem er svære at følge, når man kun hører dem. Sæt en tydelig begyndelse og en tydelig slutning. Nogle synes, det er en hjælp at skrive de første to og de sidste to sætninger helt ud, så de ikke behøver at tænke på dem undervejs.
Øv dig højt, gerne to eller tre gange. Det er dér, du opdager, hvor du snubler, og hvad der tager længere tid, end du regnede med. Stil dig op, som du kommer til at stå, og brug en klokke, hvis der er en tidsramme. Kort hellere indholdet ned end at tale hurtigere, for det er lettere at følge et oplæg, der får lov til at tage sin tid. Et oplæg, der slutter lidt før tid, giver plads til spørgsmål og efterlader et godt indtryk.
Tjek til sidst det praktiske. Virker skærmen, har du de billeder eller det papir, du skal bruge, og ved du, hvor du skal stå? Tag en dyb indånding, inden du begynder, og se på nogle af kollegerne i stedet for på dine noter. De fleste vil dig det godt og er mest optaget af, om de kan bruge det, du fortæller.
